I dag har Aksels LÆR AT TACKLE-hold deres sidste kursusgang. Det er altid med en blanding af glæde og vemod, at han ser frem til afskeden med sine kursister.
Vemodet handler om at skulle sige farvel til det fællesskab, der opstår på holdene. For som underviser kommer man let til at involvere sig. Blive en del af gruppen. Mærke den samme tryghedsfølelse, som opstår hos kursisterne. Hans glæden udspringer af at se mennesker, der for seks uger siden ankom med nedslåede øjne, forlade kurset med rank ryg og løftet blik.
De syv kursusgange er ikke nødvendigvis nogen mirakelkur på kort sigt. Men forløbet sætter altså noget i gang hos deltagerne. Særligt i månederne efter kurset, når tingene lige har fået lov at lagre sig, begynder tingene for alvor at rykke sig for mange. Det har Aksel både set og hørt flere gange.
Faktisk er det sket mere end én gang, at en af hans tidligere kursister har stoppet ham på gaden for at takke ham. Eller at de har sendt breve til hans koordinator, hvor de fortæller om den store betydning, kurset har haft for deres liv. Enkelte skriver ligefrem, at det ville have sparet dem for mange problemer og udfordringer, hvis de havde fået kendskab til LÆR AT TACKLE langt tidligere, end hvad tilfældet var.
Når man tænker over det, er det jo ret vildt, at nogle ret simple redskaber kan gøre SÅ stor forskel, tænker Aksel. Tanken får ham til at føle sig let til mode omkring det forestående farvel senere i dag.
Spørgsmål: Hvordan kan man skifte fokus, så det positive kommer til at fylde i stedet for det svære?