Linda glædes stadig over indholdet af en mail fra en kursist tidligere på ugen. Glæden får en idé til at spire. Hun vil give den gode følelse videre ved at aflægge sin LÆR AT TACKLE-kollega Bente et visit. Bente var nemlig gået glip af juleafslutningen på LÆR AT TACKLE forleden på grund af sin sygdom.
Linda vil helst ikke komme tomhændet. Heldigvis har hun en pakke kagemix i køkkenskabet. Det varer ikke mange minutter, før duften af hjemmebagte brownies fylder køkkenet. Toppingen klarer hun med et drys flormelis.
Med et tilfreds smil betragter hun sit værk og finder en passende plastboks med låg til transport af kagen. I stedet for at bakser kagen ned i boksen, bruger hun låget som fad og boksen som låg. På denne måde går kagen ikke så let i stykker. Den er også lige til at skære hos Bente. Kaffen blev brygget, mens kagen kølede af og skal bare hældes på termokanden før hun er klar.
For en ordens skyld ringer hun til Bente, inden hun begiver sig hjemmefra. For det KUNNE jo være, at Bente ikke havde overskud til et besøg. Men det har hun heldigvis! Bente er ganske vist typen, der helst ikke vil være til ulejlighed. Men da Linda fortæller, at hun allerede har bagt kage og tager kaffen med, lyser Bentes stemme op ved udsigten til lidt selskab. Hun svarer, at Linda hjertens gerne må komme.
Det bliver en dejlig eftermiddag, hvor de to garvede instruktører tager en tur ned ad ”Memory Lane”. Her opfrisker de blandt andet, hvordan sommerfuglene havde flakset rundt i maven de første gang, de skulle tage imod et hold kursister.
De taler også om glæden ved at se, hvad kursernes redskaber og teknikker flytter hos ens kursister. De er enige om, at det særligt er dette, der gør det så meningsfuldt at undervise som frivillig instruktør.
Besøget er en kærkommen opmuntring for Bente, som har følt sig lidt alene her i december.
Spørgsmål: Hvordan kan man opmuntre et andet menneske?
TIL FORSIDEN AF JULEKALENDEREN