Det er LÆR AT TACKLE, der har givet mig så meget,
at jeg har turdet smide medicinen!

Pernille Møgelvang Dohn sprudler af glæde og overskud. Sådan har det ikke altid været. For angsten har fulgt Pernille, siden hun var 10 år gammel. I dag har hun lært at håndtere sin faste følgesvend og fundet mod til at smide sin medicin!

Ingen talte om det svære

I Pernilles familie var der stor berøringsangst omkring følelser. Da hun er omkring 10 år gammel, og familien rammes af flere traumatiske hændelser, bliver der ikke sat ord på det svære. Det er her, hendes første angstanfald viser sig.

– Da min højtelskede morfar døde, fik jeg fx at vide, at kræft var bare noget, man døde af! Holdningen til svære ting var, at sket var sket, og så snakkede vi ikke mere om det! 

– Mine anfald kom på alle tider af døgnet og ramte hele paletten af paniksymptomer. Jeg havde fx en trykkende fornemmelse omkring brystet, voldsom hjertebanken, kuldegysninger, pludselige svedeture, vejrtrækningsproblemer, svimmelhed og kvalme og en dødsangst i en grad, der føltes invaliderende.

– Selv helt små ting som en stikken i hovedet, almindelig hovedpine eller mavekneb var nok til at udløse anfald og frygt for, at jeg selv var blevet ramt af kræft.

Angsten fortsætter i teenageårene, hvor en sang i radioen kan være nok til at trigge den lurende angst.

Men først da Pernille er cirka 16, forstår hun, at noget er helt galt. Det sker, da nyheden om at Freddie Mercury (forsanger i Queens), er død af AIDS. Her udvikler Pernilles kræftfrygt sig til en voldsom angst for at være smittet med AIDS – også selv om hun ikke har været i risiko for at få sygdommen.

Mobning, lavt selvværd og angstdæmpende medicin

Efterhånden præger angsten alt, og Pernilles selvværd rammes hårdt. Hun føler ikke, at hun duer til noget. Hun stoler ikke på folk, som derfor lægger afstand til hende, og i skolen bliver hun mobbet. Kæresterne bliver det ikke rigtig til noget med, og på jobbet føler hun sig utilpas.

Da hun er i midt 20’erne, får hun diagnosen angst og tilbydes lægesamtaler. Men angsten fortsætter ufortrødent. Så da hun når starten af 30’erne, begynder hun at tage angstdæmpende medicin. Senere suppleres medicinen af psykologsamtaler i et forsøg på at finde roden til angsten. Men angsten vil ikke slippe sit tag.

Yderligere et par år går, før det egentlige vendepunkt kommer. Det er kurset LÆR AT TACKLE angst og depression, som også kickstartede udtrapning af mange års medicinsk behandling mod angst.

Facebook blev et talerør

– Det her kursus hjalp mig, for det er værre at gå alene med tingene end at indrømme, at man har angst eller depression. På kurset får man øjnene op for, at der ikke er grund til at være flov.

– Første gang du sætter ord på, er det virkelig svært. For du forestiller dig, at andre vil se ned på dig. Men jeg har kun mødt anerkendelse og positive kommentarer for hver Facebook-opdatering om min angst og depression. Facebook blev nemlig MIT talerør, for det var nemmere at fortælle det dér end at se folk i øjnene. Men det kan jeg nu.

Underviserne på LÆR AT TACKLE er frivillige, der selv har haft angst eller depression inde på livet. Det giver deltagerne en følelse af forståelse og ligeværd.

 

– Det var også vigtigt, at underviserne var nogen, der havde mærket det på egen krop. Det betød, at jeg havde lettere ved at tage redskaberne til mig – for jeg kunne jo se, at det virkede på DEM.

– Jeg har nogle gange siddet med læger og psykologer og tænkt: Ja det kan du sgu sagtens sige. Du ved sgu ikke, hvordan det er at ha’ det sådan her.

Store forsamlinger og lange TO-DO-lister

Store forsamlinger og nye steder kan stadig trigge Pernilles angst. Så inden hun skulle til pokalfinale i Parken med sin søn og 40.000 fremmede tilskuere, tog hun et af kursets værktøjer til hjælp. Handleplanen!

Handleplanen gav overblik over, hvor hun skulle sidde i Parken, og hvor hun kunne trække sig væk og få hjælp, hvis hun fik det dårligt. AGF tabte, men Pernille vandt – for hun fik hele kampen med!

Et andet eksempel er lange TO DO-lister, der tidligere tog modet fra Pernille. Men ved hjælp af en problemløsning fandt hun ud af, at hendes dag i stedet skal startes med et blankt stykke papir, hvor hun noterer, hvad hun får lavet. Det er noget, som booster selvtilliden at se listen med udførte ting vokse.

Sommerfugle i maven

Pernille lægger ikke skjul på, at hun er gået glip af mange ting på grund af angsten. Men i dag har hun et godt liv. Desuden er hun – efter 8 år på medicin – helt medicinfri og nyder for første gang i mange år at kunne mærke sommerfugle i maven.

I forsommeren, hvor jeg havde været medicinfri i to måneder, gik jeg og glædede mig til et stort arrangement. Og for første gang i mange år kunne jeg mærke sommerfugle i maven. Jeg kunne mærke livet!

Det er LÆR AT TACKLE, der har givet mig så meget, at jeg har turdet smide medicinen. Fordi jeg har fået de her værktøjer. Når jeg er i tvivl, graver jeg mig ikke ned i angsten. I stedet finder jeg beslutningsmodellen frem og bruger den.

Fx skal jeg snart sige ja til en invitation. Hvad er fordele og ulemper? Og så mærker jeg efter i maven: Er det det her, jeg har lyst til? Hvad siger MIN mavefornemmelse?

Jeg har sagt ja og nej til mange ting på denne gode måde. Og jeg husker mig selv på, at når jeg siger nej til andre, så siger jeg ja til mig selv. Det kan godt lykkes at komme ud på den anden side.«

> Lyt til Podcast med Pernille 

> Se flere beretninger fra samme kursus

> Se beretninger fra alle kurser