En pioner takker af

»Jeg har elsket det! Det løfter sind og sjæl at give omsorg.«  Sådan lyder det fra Laila Bentzen (75), der efter 16 år på LÆR AT TACKLE nu stopper sin frivilligindsats som instruktør for at nyde sit otium.    

Næsten 100 kursushold og 1250-1500 kursister er det blevet til, siden hun 4. marts 2005 fik sit instruktørbevis.  

»Der er kursister, som har skrevet til mig, at hvis jeg ikke var kommet ind i deres liv og havde præsenteret dem for de fine redskaber, ville de ikke vide, hvordan de var kommet videre, « fortæller hun.  

De fleste kursusinstruktører har selv stiftet bekendtskab med langvarig sygdom eller smerter, inden de bliver uddannet til at undervise. 

For Lailas vedkommende var det smerter og begrænsninger på grund af gigt, som allerede opstod i hendes unge år. Det betød, at hun allerede i 1995 måtte lægge sin professionelle frisørsaks på hylden og acceptere en førtidspension. 

»Det var en kærkommen mulighed for at få noget andet ind i tilværelsen. Så da Sundhedsstyrelsen i 2004 hentede LÆR AT TACKLE (CDSMP – Chronicle Disease Self-Mangement Program ) til Danmark fra USA, sprang jeg til. Her kunne jeg bruge min sygdom som erfaringsgrundlag for at hjælpe andre med at få et bedre liv. Jeg var kursist på det allerførste instruktøruddannelseshold i Danmark.« 

Siden 2005 har Laila kørt holdundervisning i et sted omkring 1600 timer plus forberedelse. Redskaberne, som hun lærte at undervise andre i at bruge, har lige siden været en fast bestanddel i hendes liv.  

»Handleplanen brugte jeg fra dag ét! Dem, der kender mig, griner ad mig. De ved, at jeg lever efter en handleplan. Jeg kan slet ikke ha’ en dag, der ikke er struktureret. Så jeg lever på ’post it’!«   

»Og så bruger jeg også beslutningsprocessen. Blot det mindste, jeg og min mand skal tage stilling til, siger jeg: Et øjeblik, vi gider altså ikke diskutere os ihjel. Hvad får vi ud af det, og hvad får vi ikke ud af det? Det har vi begge to meget glæde af.«  

Maria Friis

»Det har været rigtig ….. « Laila holder en pause her og får en klump i halsen efter tilbageblikket på de mange oplevelser, erfaringer og skæbner, hun har mødt.  

»Det er første gang i alle disse år, at jeg ikke skal på instruktørsamling (årlig 2-dagens begivenhed for instruktører på LÆR AT TACKLE). Og jeg må sige: jeg kan SLET ikke ha’ det!«  

»Det har været fantastisk. Hvis jeg har været lidt for meget oppe på en piedestal eller på samme måde, hvis noget ikke har været så godt, så har jeg kigget i min logbog (bog med registreringer om godkendelser og revurderinger af ens instruktørindsats) for at se, hvad jeg har gjort godt. Og det har gjort mig glad. Lige præcis omsorgen og kontakten til kursisterne har været helt i top. Jeg ELSKER omsorg! Den logbog er bare mere end en logbog. Den er en humørbooster.«  

Men nu føler Laila, at det er tid til at takke af.  

»Jeg vil gå med ære. Derfor stopper jeg nu,« slutter hun af.  

Se flere deltagerberetninger fra samme kursus
Se deltagerberetninger fra alle kurser
Tilbage til forsiden