Hun smed rollator og tunge tanker og er begyndt at hjælpe andre
Annette Fava (43), Frederikssund, havde været på arbejdsmarkedet i mange år, da hun med kort varsel blev sendt til tælling på grund af psoriasis-gigt, svær depression og et sygt barn. I dag har hun sluppet rollator og svære tanker og fået familien på fode. Desuden er hun begyndt at hjælpe andre med at håndtere langvarig sygdom.
Syg fra den ene dag til den anden
Rygproblemer og tilbagevendende depressioner har i mange år været en fast del af Annette Favas hverdag. Men i 2010 ramler det hele for alvor.
»Min søn bliver diagnosticeret med Aspergers syndrom, hvilket var fint. Det forklarede, hvorfor han havde det så dårligt. Forinden havde vi nemlig haft tre år, hvor familien var mere eller mindre i opløsning. Jeg tager et års orlov for at få vores søn og hans to søskende på fode igen, og for første gang i flere år kommer der så meget luft, at jeg kan slappe en lille smule af. Men 3 måneder senere bryder min psoriasis-gigt ud – det sker fra den ene dag til den anden.«
Følte, at det hele kunne være ligegyldigt
Sygdommen giver Annette smerter og hævelser i flere led. Over tid forværres symptomerne, så hun til slut må bruge rollator, når hun skal bevæge sig rundt udenfor huset. Desuden fylder sønnens diagnose og familiens situation meget, både fysisk og mentalt.
»Selvom min mand og jeg var sammen om det hele, så følte jeg, at jeg på mange områder påtog mig både hans og mine opgaver i forhold til vores tre børn. Samtidig følte jeg mig mere som en belastning end til gavn eller glæde. Min mand havde i en lang periode hjulpet med at køre til samtaler og undersøgelser. Men da jeg også får fibromyalgi i 2012 og virkelig selv har brug for hjælp, bliver han nødt til at melde pas. Han kan ikke mere, og er nødt til at passe på sig selv, hvis ikke han også skal knække. Det forstærker desværre min følelse af, at det hele kan være ligegyldigt. Ved en samtale med en familieterapeut får jeg sagt, at jeg ikke kan se nogen grund til at leve, og at jeg kunne gøre familien en tjeneste ved ikke at være her, fordi jeg ingenting kan.«
En psykiatrisk udredning viser, at Annette har bipolar lidelse. Det bliver starten til at forstå, hvorfor hun ind imellem reagerer uhensigtsmæssigt. Efter 1-2 år med forskellige medicinske behandlinger støder Annette – under et sanatorieophold – på kursusbøgerne til LÆR AT TACKLE. Derfor ved hun, hvad det drejer sig om, da hun året efter læser kommunens kursusopslag i en lokalavis.
Andre udveje end at give op
I 2013 deltager hun på to kurser – først LÆR AT TACKLE kronisk sygdom og 3-4 måneder senere LÆR AT TACKLE kroniske smerter. Det er først her, tingene rigtig begynder at falde på plads for Annette. Kurserne bliver også starten til at forstå, at der er andre måder at leve sit liv på end at kaste håndklædet i ringen og lægge sig på sofaen.
»Hvor jeg hele mit liv havde modarbejdet – eller ikke forstået – hvad min krop og mit hoved havde behov for, så var jeg pludselig tvunget til at forholde mig til det. Teknikkerne fra kurserne har sat mig i kontakt med sig selv og givet mig mod til at prøve ting af, der virker for mig frem for noget, som andre syntes, jeg skulle gøre. Flere af kursusteknikkerne er blevet en fast del af hverdagen. Afledningsteknikkerne hjælper mig, når jeg fx har smerter eller tankemylder. Og jeg har sendt rollatoren retur til kommunen!«
I mål med en langsigtet handleplan – og lidt til
En af de bærende teknikker bag LÆR AT TACKLE er handleplanerne. De hjælper kursisterne med at opbygge troen på, at de godt kan lykkes med noget, selvom de har en langvarig sygdom.
»Hvis jeg skal gøre noget, jeg ikke er vant til, hjælper handleplanerne mig med at sætte det i system. Især de langsigtede handleplaner har været super for mig til at genfinde troen på, at jeg kunne skabe et godt liv og lykkes at komme derhen, hvor jeg gerne ville. I lang tid havde jeg fx levet ernæringsmæssigt dårligt. Derfor lavede jeg en handleplan, hvor målet var at tabe mig 10 kg på 6 måneder. Jeg kan ikke dyrke motion, der kan forbrænde mit fedt. Men jeg kan regulere mine portionsstørrelser. Og til en start kunne jeg spise grønt én gang om dagen og gå 1 km 3 gange om ugen. Jeg endte med at tabe 23 kilo på 2 år. Men man er nødt til at være realistisk, så man lykkes med det, man har sat sig for.«
Noget at byde ind med som menneske
Kurserne gav Annette så meget blod på tanden, at hun er endt med at uddanner sig som instruktør til LÆR AT TACKLE angst og depression via sin kommune.
»Ved hjælp af værktøjerne fra kurserne genvandt jeg troen på mig selv og mine egne evner, så jeg fik mod til at tage uddannelsen. Desuden handler instruktørrollen ikke om præstationer, men om at kunne bruges til noget og gøre en forskel. Det savnede jeg i mit job, før jeg blev syg. Som instruktør fik jeg for første gang følelsen af, at det ikke handlede om, hvor hurtigt jeg kunne løbe, og hvor mange opgaver jeg kunne klare. Det handlede om, hvad jeg havde at byde ind med som menneske.«
»De værktøjer, jeg underviser i på LÆR AT TACKLE angst og depression, har desuden vist sig at være det mest effektfulde supplement til min medicin. Min medicindosis er minimal i dag. Når jeg selv underviser, siger jeg til kursisterne: LÆR AT TACKLE kan ikke være med til at fjerne din lidelse. Men du kan lære at håndtere, hvordan den skal have indflydelse på dit liv og hvor stor indflydelsen skal være – skal det være dig, der sætter dagsordenen eller skal det være din sygdom?«
Ud over at undervise andre i at håndtere angst og depression har Annette yderligere uddannet sig som masterinstruktør, så hun kan uddanne nye LÆR AT TACKLE-instruktører.
> Se flere beretninger fra samme kursus
> Se beretninger fra alle kurser
> Tilbage til forsiden