Helt små ting skabte struktur i hverdagen
– Anders om stress og depression

Alting slukkede
I efteråret 2014 blev 38-årige folkeskolelærer Anders Ousen sendt til tælling på grund af en stress-relateret depression. Som mange i samme situation oplevede han, at det var svært at få struktur på dagen.

»Det var, som om alting slukkede, som om min krop gik ned. Pludselig var jeg bange for alting,« udtalte Anders i et interview til Politiken, 2. juni 2015.

Lærte at sige PYT!
Heldigvis fandt han kræfter til at melde sig til kurset LÆR AT TACKLE job og sygdom – et mestringstilbud til mennesker med helbredsproblemer, der forhindrer dem i et aktivt arbejdsliv. På kurset lærte Anders blandt andet at lave tydelige mål og sige PYT, når noget ikke lige gik som ønsket.

»Jeg har været tilbage på arbejdet siden august«, fortæller Anders med glæde i stemmen, da vi – 4 måneder efter kursusafslutning – ringer ham op for at spørge ind til hans situation. Ud over at have været ramt af depression har Anders også en kronisk nyresygdom, som bevirker, at han før sin depression arbejdede på 80%. Siden august 2015 har han passet sit job som folkeskolelærer – igen i en 80%-stilling.

Det vigtigste redskab var handleplanerne
»Det, som gjorde størst indtryk på kurset, var, at helt små ting gjorde, at jeg fik en struktur i min hverdag. På kurset blev vi præsenteret for mange forskellige redskaber, men det vigtigste var faktisk handleplanerne – det at få struktureret det man ville i den kommende uge.«

»Tidligere har jeg motioneret meget, og det gjorde jeg slet ikke mere. Men pludselig havde jeg fået løbet tre ture. Der skulle egentlig ikke mere til end et åndssvagt stykke papir, før jeg flyttede mig,« siger Anders om effekten af handleplanerne.

Han fortsætter, »Tidligere var en handleplan fx at huske at gå ud og gå tur med hunden hver dag for ikke at gro fast hjemme i sofaen. I dag bruger jeg ikke handleplanerne så stringent mere. Men jeg bruger principperne.«

Søde og rare
Et LÆR AT TACKLE-hold har typisk mellem 8 og 16 kursister. Deltagerne kan have meget forskellige problemstillinger, sygdomme og alder. Derfor kan man godt opleve den første kursusgang som udfordrende. Men det går hurtigt over.

»Det at sidde med andre kursister, som også var syge, var først grænseoverskridende. Men de var heldigvis søde og rare, og derefter gik det ret naturligt med at dele, hvorfor man var der. Vi støttede hinanden, og lavede problemløsninger i forhold til handleplaner. Fællesskabet betød helt sikkert noget. Det er der ingen tvivl om.«

Brugte hinanden meget
»Vi havde forskellige problemstillinger, men fælles udfordringer i forhold til at komme på arbejde. Vi brugte hinanden meget, og ringede også til hinanden for at høre, om vi havde fået lavet vores handleplaner, og hvordan det gik. Det virkede egentlig ret naturligt, selv om der var tale om fremmede. Eller måske netop, fordi de var fremmede.«

»Jeg vil helt sikkert anbefale kurset til andre«, afslutter Anders. »Det er der slet ingen tvivl om.«